Lige hjemvendt fra ferie i Japan og fuldstændig forelsket

Efter 27 år med adskillige dejlige ferier med vores piger, og i de senere år også med deres kærester, var dette første ferie alene, kun min mand og jeg.
Japan var et land vi ikke havde rejst i før, men som vi begge var nysgerrige efter at se.
Jeg havde selv booket det hele hjemmefra, 21 overnatninger, 8 forskellige destinationer, bundet sammen med togrejser og Japan Rail Pass i hånden (købt hjemmefra).
Vi var klar og meget spændte.
Tokyo, Izu-Kogen, Kyoto, Mt. Koyasan, Osaka, Hiroshima og Okinawa. HERE WE COME

Lad mig bare starte med at sige, at alt levede op til vores meget høje forventninger.
Alt er meget anderledes og forskelligt fra Danmark og alle de andre lande vi tidligere har besøgt.
Det er faktisk svært at forklare, hvad der lige præcis gør Japan så speciel.
Måske det er den gamle japanske kultur blandet med helt moderne teknologi, der gør det så utrolig spændende.
Der udover er folk i Japan utrolig, nærmest overdrevet venlige, de bukker og takker ustandselig, og det føles måske lidt mærkeligt i starten, men det vænner man sig hurtigt til.
Desuden er der sirlig rent og ordentligt over det hele. Man samler selv sit skrald sammen f.eks. i en lille pose, der er nemlig meget få skraldespande. Man kan så smide det ud, når man ser en skraldespand. Dit skrald dit ansvar – Meget anderledes fra Danmark.

Byer som Tokyo og Osaka er super moderne nøjagtigt som Shinkansen, højhastighedstoget, men alligevel møder man tusinde år gamle buddhistiske templer, parker og små gader med kulørte lamper
Langt ude på landet fandt vi Munkeklostret Koyasan Onsen Fukuchiin, og der havde vi det som, at være statister i en gammel japansk film – fuld af munke, kimonoer, tøfler, lakerede gulve, papirvægge og meget speciel mad, som serveres på værelset, på gulvet, hvor der senere blev redt senge op til os.

Mod alle forventninger, er det faktisk utrolig nemt at navigere rundt i landet på egen hånd, så det skal man ikke være nervøs for. Trods at de faktisk ikke er særlig gode til engelsk. Til gengæld er de utrolig venlige og hjælpsomme.
Når vi rejste med toget, brugte vi vores mobil og en app, HYPERDIA, svarende til det danske ”rejseplanen”. Appen er på engelsk og kostede 25 kr. for en mdr. Vi tastede vores destinationer ind, hvorefter der kommer en færdig rejseplan, med tider, tog og ventetider, som vi fulgte. Super nemt.

Vores rejse var et mix af storbyer med hotel ophold, Ryokan (Japansk Kro) med Onsen, som var ude på landet, et ophold på et munkekloster og så sluttede vi af med badeferie på Okinawa.

Vi fik dermed set utrolig meget forskelligt, men fik jo slet ikke set det hele.

Så vi kommer tilbage, måske med hele familien næste gang… kan næsten ikke vente

Hilsen Lisbeth og Jan